Tilsyneladende ulogisk
Den russiske læge og fysiolog Ivan Petrovitsch Pavlov (1849 – 1939) er kendt for sine Pavlovs hunde, som han undersøgte den klassiske konditionering med. Han var dog også en af pionererne med hensyn til at undersøge menneskelige reaktioner på sensorisk overbelastning og overstimulation. Ved hjælp af nogenlunde barske metoder undersøgte forskeren de tilstande, der opleves af en person, der er udsat for konstante stimulusimpulser. Disse rakte fra almindelig informationsbehandling til fuldstændige sammenbrud. Derved genkendte han to reaktionsniveauer af overstimulation:
-
Den paradokse fase
svag reaktion på stærke stimuli, stærk reaktion på svage stimuli -
Den ultraparadokse fase
positiv reaktion på ubehagelige stimuli, negativ reaktion på behagelige stimuli
Begge dele beskriver vores naturlige reaktioner på en enorm sensorisk overbelastning. Hvis vi kigger på dem fra forskellige perspektiver og inddrager andre kontekster, er der to ganske enkle og forståelige måder, hvorpå vores krop kan reagere på den givne situation.
Små detaljer
Den paradokse fase er det første trin i overstimulationen – bufferlagret er fuldt, behandlingen står stille. Som svar vender vores system de sædvanlige reaktionsmønstre om: vi reagerer næppe på stærke stimuli, mens vi sanser svage stimuli særlig stærkt.
Jeg kender det fra mit arbejdsliv i perioder med store forventninger og pres – jeg bider mig fast i små detaljer, bøjer mig hjælpeløst for min perfektionisme, og jeg glemmer både min styrke og min tidsplan og mister synet af de egentlige reelle krav.
Biologisk set giver denne tilsyneladende konfuse tilstand dog absolut mening: I virkelige krisesituationer, ved uheld, voldsomme konflikter og naturkatastrofer fortrænges de stærke stimuli (som støj, ild, kaos), og systemet giver os i stedet mulighed for at fornemme og behandle de svage stimuli. Det gør det nemmere at genkende livsvigtige detaljer og deres sammenhænge – og det er netop de små detaljer, der kan vise sig at være livreddere.
Holde ud
Paradoks efterfølges af ultraparadoks: Hvis vi selv i denne nødstilstand ikke indrømmer vores system små pauser og hvile (eller ikke er i stand til det), skifter vores krop langsomt til det andet reaktionsmønster.
Pavlov formulerede det sådan: ubehagelige stimuli opfattes nu som behagelige, behagelige som ubehagelige. Så det, som vores krop faktisk har brug for (hvile, afslapning, søvn), føles ubehageligt for os, og det, som vores krop ikke har brug for (flere stimuli, opgaver, informationer) føles behageligt. Vi holder ud.
Os, og det, som vores krop ikke har brug for (flere stimuli, opgaver, informationer) føles behageligt. Vi holder ud.
Og det er nøjagtigt det denne tilstand er tænkt til: I en absolut nødsituation holder vi simpelthen ud og famler os tapre mod vores (livreddende) mål. Evolutionært set er denne reaktion konciperet til en trættende flugt, hungersnød og langvarige kriser.
Vores krop frigiver enorme kræfter på dette stadium og udvikler en jernvilje og disciplin. Desværre oplever vi denne tilstand ligeledes i arbejdsverden: Mange af os kender det med pauser uden virkelig hvile, målrettet tunnelsyn, ”jeg-kan-nå-det-endnu”-attituden og søvnløse nætter.
Undertrykt kreativitet
Disse reaktionsmønstre er rigtignok meningsfulde i de beskrevne krisesituationer, men de er ganske vist hverken værde at stræbe efter eller hjælpsomme i vores hverdags- og arbejdsliv.
Men hvis vi lærer at forstå og værdsætte dem, kan de være en ideel ledsager på vores vej til en sund og effektiv arbejdskultur. Vores krop giver os små advarsler og signaler i god tid før de beskrevne reaktionsmønstre – men i stedet for tidligt at genkende dem og tage dem alvorligt, ignorerer vi dem normalt, distraherer os selv eller drukner dem i kaffe.
På denne måde undertrykker og bekæmper vi en af de vigtigste og mest produktive behandlingsfaser i vores krop – og dermed en absolut elementær del af vores kreative arbejde og skaben.
Langsommere, mere meningsfuld
Det lyder hverken sundt eller bæredygtigt at gestalte livet, arbejdet og verden udefra en indre overlevelses- og krisemodus, der er drevet af hektik, drevenhed og irrationalitet. Lad os gøre det anderledes. Lad os ikke se på os selv og vores arbejde efter kriterierne præstation, arbejdstid og produktivitet, men lad os fokusere på faktorerne virkningsgrad, effektivitet og meningsfuldhed i vores handlinger. Det, der tæller, er hvad vi opnår og bevirker – ikke hvor længe vi sidder ved skrivebordet, hvor mange telefonopkald vi har eller hvor travlt vi har det.
Lad os frigøre os fra vores egen overbevisning om, at alt skal være højere, hurtigere og videre, og lad os endelig lade vores kreativitet arbejde på den måde den virkelig har brug for. Jeg kan godt lide kaffe, men værsågod og indrøm din kreativitet en lur en gang imellem.
Text Martje Mehlert | Revision Julia Reverey | Illustration Carina Lange Indhold baseret på Georg Parlow: zart besaitet og zartbesaitet.net.
