Overvældet af sanseindtryk

Hver dag konfronteres vi med en masse indtryk, stimuli og oplevelser – vi registrerer, forbinder og gemmer dem, og de er med til at udforme vores kreative arbejde.

Men hvad sker der, når mængden af ​​de registrerede signaler sprænger vores indre kapacitet til at behandle dem?

Ophobning i hovedet

Når vi bliver overvældet af sanseindtryk eller er overstimuleret, optager vi simpelthen flere informationer end vi er i stand til at behandle på det tidspunkt. Det fører til en ophobning af informationer i hovedet, som vores hjerne kortfristet løser ved hjælp af en slags bufferlager: den lægger de uforarbejdede stimuli midlertidigt til side for at tage sig af dem senere. På den måde kan vores krop i en begrænset periode optage en større mængde signaler og derefter forarbejde dem under hvile-, søvn- og afspændingsfaser.
Hvis der imidlertid ophobes flere og flere stimuli i stedet for den nødvendige hvile, vil systemet dog til sidst blokere de almindelige processer og erklære nødstilstand. Vi klarer den ikke længere.

Uden- og indenfor

Kilden til denne følelse kan både ligge inden- og udenfor:
stærk støj eller intense emotioner, langvarige stimuli som en kradsende sweater, en udskudt beslutning eller en helt ny oplevelse, der sommetider kan være overvældende. En dryppende vandhane er lige så meget en information som endeløse tanke- og emotionsloops, og vores system stiller hver stimulus pænt på rad til behandling.


Alle bevidst eller ubevidst registrerede signaler virker i forskellig grad stimulerende på os, helt fra næppe mærkbart til totalt overvældende – og ethvert menneske har et personligt stimulationsniveau, som de føler sig bedst tilpas med.

Lige på kanten

Vi kender det alle sammen på en eller anden måde.
Vi kan opleve overstimulation på alle niveauer, hver gang i en anden intensitet og udformning: hvad enten det er høj hjertebanken, spændinger, røde hudpletter eller nervøse trækninger ved øjenlågene, hvad enten det er følelsen af ​​overbelastning, pirrelighed eller et behov for at trække sig tilbage og isolere sig selv. Vi kan ikke længere tænke klart, vi reagerer impulsivt og irrationelt og føler os udsat for situationen.


Overstimulationens intensitet og varighed rækker fra dagligdags mikrooplevelser til totale sammenbrud, fra en ubevidst vedvarende tilstand til en eksplosiv, intens erfaring.

Har vi på en eller anden måde nået vores kapacitetsgrænser, vil vores krop opleve det som en krisesituation på et bestemt tidspunkt. Den reagerer med tilsvarende tiltag: vores perceptionssystem filtrerer de indkommende signaler kritisk, vi ophidses af stresshormoner, iltoptagelsen øges, hjerteslaget accelereres.

Evolutionært set er det et fornuftigt svar på en intens sensorisk overbelastning fremkaldt af naturkatastrofer, krige og livstruende situationer: kæmpe, flygte, udholde, overleve. Årsagerne til vores nutidige overstimulation er dog grundlæggende anderledes end vores forfædres – men vores biologiske reaktion forbliver den samme.

Når vi først har opnået denne overlevelsesmodus, er det desto sværere for os at skifte tilbage, at tillade og bevidst opsøge den hvile og afspænding, der er så nødvendige på det tidspunkt.

Virginia Woolf
Ingen grund til at gøre en indsats.
Ingen grund til at blende. Ingen grund,
at være en anden end dig selv.

Erkende og løse

Overstimulation rammer os i mange former og præg, kort eller lang, stærk eller svag, bevidst eller ubevidst. Det er godt, men også krævende at kunne forstå og erkende sin egen reception og dens tilknyttede grænser og mangfoldighed, at erkende sine mønstre og identiteter, værdier og dogmer.

Det at udforske og leve dét man er ”for meget”, ”for lidt” eller ”lige tilpas” er et eksperiment i alle retninger.

Overstimulation fører ingensteds, den er en anstrengende tilstand for os selv, for alle andre og vores miljø – hidsigt, hovedløst og kaotisk. For at give slip og frigive sig selv skal man starte lige her: med at forstå og reflektere, samt dernæst at teste, gøre, omforme og rejse sig op.

Vi opfordres til selv at tage ansvar. Nåh, endelig.

Tekst Martje Mehlert | Revision Julia Reverey | Billedrettigheder Carina Lange | Indhold baseret på Georg Parlow: zart besaitet og zartbesaitet.net