Opfindsom bestandighed

Hvad er det neurobiologiske grundlag for vores tanker, følelser og hukommelse? Det er et spørgsmål, Dr. Michael Kohl ved Glasgow universitet og Oxford universitet beskæftiger sig med. Teorien om Predictive Coding dominerer hans forskningstilgang og viser, at vores hjerne er i stand til endnu mere, end vi hidtil troede at vide: den ser ind i fremtiden.


Orakelhjernen

Forskere har længe forsøgt at finde ud af, hvordan hjernen konverterer sensoriske signaler til fornemmelser og derved skaber forudsætningen for kompleks adfærd. Ifølge teorien om Predictive Coding opfinder hjernen konstant kognitive modeller for at forudsige, hvad der kommer til at ske for os.

Hvis disse forudsigelser ikke stemmer overens med realiteten, opstår der fejlsignaler, som hjernen bruger til at tilpasse de udviklede kognitive modeller og den tilhørende adfærd. På den måde bliver vores orakel mere og mere trænet, prognoserne bliver bedre på grund af tilbagevendende erfaringer og vores reaktion optimeres mere og mere. Et vigtigt mål for vores hjerne synes således at være det at minimere overraskelser og muliggøre forudsigelighed.


Glad i processen

Hvis det er tilfældet, opstår der dog ét spørgsmål: hvorfor befinder vi os ikke alle et sted, der er så kendt som muligt, hvor alle sanseindtryk er konstante, dvs. fuldstændigt forudsigelige, og hvorfor bliver vi ikke der?

Iagttagelser giver svaret: fordi det ikke er tilstanden af absolut bestandighed, der gør os glade, men vejen dertil – processen af at omforme det overraskende til noget forudsigeligt. Det at udvikle nye prognoser, der virker, giver os positive følelser; en tilstand af fuldkommen forudsigelighed har ikke samme effekt. Vi ønsker at opdage nyt og ikke stagnere i det velkendte.


Genbruge eller genopfinde

Under denne transformationsproces har vores hjerne to muligheder for at udvikle en ny prognose: enten griber den tilbage til en eksisterende model og tilpasser den den nye situation – eller den opfinder en helt ny (og normalt mere original) model og dermed samtidigt ligeledes de tilknyttede adfærdsmønstre. Hvilken variant der vælges, afhænger af den type belastningstilstand vi er i.

Når mange nye oplevelser strømmer ind på os samtidigt, har vores hjerne en tendens til at gribe tilbage til gamle, velkendte modeller. Er vi til gengæld i en tilstand af rutine og konstans, vælger den snarere den anden variant og opfinder helt nye løsninger til de udfordringer vi står overfor. Der skal altså en blanding til af det kendte bestandige og det overraskende nye.


Bestandig og kreativ

Jo stærkere kontrasten mellem ensformighed og nye udfordringer er, desto mere synes det at være det værd for hjernen at skabe nye kognitive modeller til situationen i stedet for bare at forbedre gamle.

For mange nye oplevelser begunstiger tilbagevenden til velkendte og hurtige løsninger. De virkelig gode idéer derimod udspringer fra en indre og ydre ro og sikkerhed. Kreativitet lykkes bedst igennem en vis grad af kontinuitet, rutine og tryghed – hvem ville have troet det.


Mere om Kohls spændende forskningsemner og fund på twitter: @kohllab