Når min forstand begynder at tvivle, bliver den til en rimelig hård banan.

.
.
.

Forstand:

Martje, det du siger lyder altid så smukt og godt. Hjertevarmende, opmuntrende ord: Find din vej, lyt til dit hjerte, agér ud fra kærlighed i stedet for angst. Hvad mon en fabriksarbejder med fire børn derhjemme siger til det, hvad mon mennesker siger til det, der oplever sult og krig? Hvem er du, at du kaster sådan en naivisme ud i verden?
Det kan du godt bilde dig selv ind – i din privilegerede vesteuropæiske boble, i din utopiske kokon af selvopdagelse, cappuccino og økologiske grøntsager. En stor del af verden har dog andre sorger. Ægte sorger. Der handler det ikke kun om et mere tilfredsstillende liv, det handler til og med om overlevelse.
.
.
.

Martje:

Forstand, dit synsfelt er meget begrænset, lad os tænke lidt større. Det jeg leder efter her, er at være menneske, vores fælles basis. Men selvfølgelig skriver jeg ud fra min position, hvordan skulle og kunne det være anderledes?
Jeg er ikke fabriksarbejder, jeg er født og opvokset her, jeg lever i en virkelighed, der ikke er mere eller mindre reel end nogen anden i denne verden. Og jeg vil – ud fra min position – være med til at forme denne verden, bruge de muligheder, talenter og det potentiale, som jeg råder over lige her og lige nu.
.
.
.

Forstand:

Så du er skabt til at forkynde din ringe, samlede visdom ud fra dit skrivebord. Lad bare de andre få beskidte hænder. Men jeg spørger dig: Hvem er egentligt skabt til at stå ved samlebåndet i timevis? Eller hvem er blevet født til at flygte tusinder af kilometer, til at opleve misbrug, lide af sult og trængsel?
.
.
.

Martje:

Kære forstand, ingen, helt enkelt ingen. Og jeg ønsker meget, at vi kan ændre disse uretfærdigheder. Denne vej til forandring, som jeg tror på, starter dog indeni. Vi har længe nok gravet, rodet og ageret i det ydre. Og vi er kommet meget langt med det på nogle områder, men ikke et skridt fremad på andre.
Efter min mening medfører den indvendige transformation af hvert enkelt individ uvægerligt en autentisk og bæredygtig ydre forandring. Fordi frygt og mangel afføder frygt og mangel. Enhver løsning, der er affødt af vrede og krænkelse, genskaber vrede og krænkelse.
.
.
.

Forstand:

Nåh, Martje, så din løsning på verdens problemer er at sidde ned og lytte til dig selv?
.
.
.

Martje:

Du skal ikke tro på illusionen om, at denne form for forandring er så nem. Du skal ikke forfalde til forestillingen om, at jeg bare ønsker tilbagetrækning og isolation. Det handler om ansvar og lederskab. Det kræver meget mod, styrke og tillid for virkelig at bevæge sig indad og udad. Jeg vil ikke retfærdiggøre denne vej ved også at fremstille den som vanskelig eller hård – det behøver den ikke være, men du skal ikke undervurdere den udfordrende rejse fra frygt til kærlighed.